INDEHAVER KARINA GRAM
“Mit mål er, at jeres børn forlader undervisningen med større faglig sikkerhed, øget selvtillid og med en oplevelse af, at læring faktisk kan lykkes – også for dem”.

om KARINA GRAM
Jeg er uddannet folkeskolelærer og har gennem mere end 10 år arbejdet med børn og unge, der har haft det svært med læsning og skrivning – særligt børn med ordblindhed. Mit arbejde udspringer af et stærkt ønske om at gøre en reel forskel for de børn, som alt for ofte føler sig forkerte eller utilstrækkelige i skolesystemet.
Jeg har solid viden om ordblindhed (dysleksi) og om, hvilke undervisningsmetoder der har dokumenteret effekt, og har både erfaring som privatpraktiserende ordblindelærer og som ordblindekonsulent i folkeskolen, hvor jeg senest fra 2019 – 2025 har arbejdet som ordblindekonsulent og specialunderviser i Allerød Kommune.
Altid med relationen i centrum
For mig handler undervisning ikke kun om læsning og stavning, men om selvtillid, håb og mod på at prøve igen. Mit mål er, at hvert barn forlader undervisningen med større faglig sikkerhed, øget selvtillid og med en oplevelse af, at læring faktisk kan lykkes – også for dem.
Min tilgang præget af tydelighed, ro og struktur – og af tid til at se og forstå det enkelte barn. Jeg tror på, at børn lærer bedst, når de føler sig trygge, mødt og taget alvorligt. I mit arbejde kombinerer jeg derfor struktur, tydelighed, faglighed med en anerkendende tilgang til barnet, for at skabe positive læringsoplevelser, hvor små succeser, gentagelser og klare rammer er nøglen til store fremskridt.
lidt Om undervisningen
Ordblindhed betyder, at barnet har sværere ved at lære at læse og stave, fordi forbindelsen mellem bogstav og lyd ikke bliver automatiseret på samme måde som hos andre børn. Det betyder ikke, at barnet er mindre intelligent eller er dårligere til at lære – men det betyder, at barnet har brug for at blive undervist på en anden måde.
I min undervisning arbejder vi derfor systematisk og trin for trin med de færdigheder, som forskning har vist hjælper ordblinde børn bedst. Vi arbejder med:
- træning i fonologisk opmærksomhed
- direkte undervisning i sammenhængen mellem bogstaver og lyde
- træning i afkodning og automatisering af læsning
- direkte undervisning i stavning og sproglige strategier
- direkte undervisning i læse- og skrivestrategier
Forældre er en vigtig ressource
Undervisningen er altid individuelt tilpasset. Her handler det ikke om standardløsninger, men om at anvende den bedste faglige viden i mødet med det jeres barn. I min undervisning modellerer jeg først nye færdigheder, hvorefter barnet øver sig med støtte og mange gentagelser. Det giver tryghed og hjælper barnet med gradvist at opleve mestring.
Hos mig, er I som forældre derfor en vigtig ressource, fordi træning mellem lektionerne er en forudsætning for barnets succes.
Mit mål er ikke kun at forbedre læsning og stavning, men også at styrke barnets motivation, arbejdsglæde og tro på egne evner, så barnet får bedre mulighed for at deltage aktivt i undervisningen og opleve succes med læring.
Alle ordblinde børn oplever fremgang, når undervisningen passer til deres måde at lære på.